Nyheder

NYHEDER 31. JUL 2016 KL. 08:00

BP Tech fra Ølgod udfordrer IT-monopol

Af: Hardy Vedstesen

BP Tech fra Ølgod udfordrer IT-monopol
Bendix Petersen: "Bendix Petersen viser sin nye kontorbygning frem, som han selv har ombygget i sin fritid.

I et par år har BP Tech med Bendix Petersen i spidsen udviklet et skole-intranet på Ølgod Kristne Friskole.
Nu er de klar til at tage kampen op mod det nationalt udbredte Skolekom.

I en ombygget autolakeringshal ved siden af sin villa i Slotsgade i Ølgod er Bendix Petersen og hans firma BP Tech klar til at tage kampen op mod intranet-giganten Skolekom. Skolekom har i praksis monopol på intranet på danske skoler, men med MyIntra tror Bendix Petersen på, at han har udviklet et produkt, der kan tage kampen op mod giganten.

- MyIntra blev til virkelighed for nogle år siden, da jeg var med til at starte Ølgod Kristne Friskole. Vi skulle have et intranet-system, som elever, lærere og forældre kunne kommunikere med hinanden igennem. Men Skolekom, som var det eneste system, man kunne få, kostede 20.000 kroner, hvilket vi syntes, var meget, fortæller Bendix Petersen.
- Som uddannet datamatiker tænkte jeg, at når der nu kun var det ene system på markedet, hvorfor så ikke gøre noget ved det? Så jeg begyndte stille og roligt at opbygge et system helt fra bunden, og det system har friskolen brugt lige siden, forklarer Bendix Petersen, som er far til fire børn, der alle går på skolen.

Enkelt og bredt favnende
MyIntra er så at sige bygget på stedet på friskolen og hele tiden i tæt kontakt med brugerne.
- Skolekom har en masse funktioner, som kun de færreste bruger. Vi har i stedet taget udgangspunkt i lærere og skoleledere, og lyttet til, hvad de har brug for. Jeg sad jo i skolebestyrelsen, så det var nemt at snakke med dem, siger han og fremhæver det indbyggede og let tilgængelige karaktersystem, som et af de punkter, hvor MyIntra vinder over Skolekom.

- Det specielle ved systemet er, at det er meget simpelt at bruge. Og så har vi også gjort det helt nye, at vi har designet systemet, så det også kan bruges til foreninger. Det betyder, at man kan bruge sit personlige log-in både til at logge ind på sin skole, sportsforening og skolebibliotek. På den måde behøver man ikke at skulle logge ind flere forskellige steder med hvert sit brugernavn, adgangskode og funktionalitet, forklarer han.

Startede for seks år siden
Et gammelt ordsprog siger, at lediggang er roden til alt ondt. I Bendix Petersens tilfælde var det lige omvendt.
- Virksomheden har eksisteret i seks år. Det startede med, at der ikke var noget arbejde at få. Så derfor blev jeg selvstændig med service og reparation af computere og jeg lavede nogle hjemmesider, siger Bendix.

- Men jeg fandt ud af, at jeg ikke var rigtig god til at designe hjemmesidernes udseende, så jeg ansatte Reka Tassaly, som er designer, og også hendes mand Zalan Tassaly, som laver frontend. Frontend er alt det funktionelle, som man ser på skærmen, forklarer Bendix Petersen, som selv er specialist i at programmere backend, altså alt det, man ikke umiddelbart ser.
På den måde er BP Tech et firma, hvor medarbejderne har hvert sit speciale. Og nu bliver tre mand snart til fire, da firmaet er i færd med at ansætte en salg- og marketingpartner.

janus@dinlokaleugeavis.dk

PÅ FORSIDEN LIGE NU

NYHEDER 23. AUG 2016 KL. 08:29
40 års fødselsdag

40 års fødselsdag


Flere nyheder