Nyheder

NYHEDER 11. JUL 2016 KL. 14:37

På bare fødder

Af: Hardy Vedstesen

På bare fødder

Den femte juni indviedes Vesterhavets Barfodspark i Outrup.

Kvinden bag det nye spændende projekt er Lone Bogø Pilely fra Ølgod.

Lone fik ideen til sin park på en rejse i Tyskland, hvor konceptet er mere udbredt, og hvor der findes flere lignende barfodsparker.
-Jeg anede dengang – for tre år siden – intet om konceptet, men lige siden har jeg ikke kunnet slippe ideen, beretter Lone.
-Pludselig opstod muligheden for at leje bygninger og 3,7 ha jord på Dejrupvej 73 i Outrup, hvor der tidligere var Vestjysk Fodboldgolf, og så var det ellers blot om at komme i gang og prøve at realisere min idé.

Hvad er en barfodspark?
En barfodspark er en park med et stisystem, hvor der er speciel fokus på fødderne. Man smider kort og godt både sko og strømper, og så går man ellers afsted på bare fødder.
Underlaget på stien skifter, eller der kan være indrammede områder med forskelligt underlag som grus, sand og ler.
I Vesterhavets Barfodspark er stien en kilometer lang og med der hele 34 stationer, men alt efter temperament kan ruten selvfølgelig afkortes.

Fokus på fødderne
Formålet med en barfodspark er at give en god kombination af en naturoplevelse og en god stimulering af fødderne.
-Fødderne bærer os jo gennem hele livet, forklarer Lone.
Tænk blot på, hvor dybt generende en lille bitte sten i vore sko kan være.
-Vore fødder er et kæmpe sanseorgan, og barfodsgang stimulerer føddernes mange nerveender eller reflekszoner og sætter gang i kroppens kredsløb.
Endvidere er barfodsgang en god træning for føddernes muskler sener og led.
-Samtidig er det en rigtig god gang afstresning, hvor fokus flyttes fra hovedet og ned i fødderne, pointerer Lone.

Baggrund
Lone Pilely er oprindelig uddannet i en guldsmedebutik, men skiftede i 2012 branche, da hun blev uddannet som ergoterapeut.
Nu går hun imidlertid all in for sit nye projekt.
-Det er sjovt at lave noget andet, noget nyt, noget anderledes.
-Jeg kan generelt godt lide at arbejde med sanserne.
Det her er en anderledes oplevelse for gæsterne. En oplevelse for f.eks. familier, hvor tre generationer kan være fælles om at deltage. Det samme kunne også være tilfældet for en firmaudflugt eller for et møde.

Lokalerne i Outrup er egnede og indrettet dertil, og gæsterne kan også frit medbringe både mad og drikke, da vi endnu ikke har noget salg i parken, bemærker Lone.
-Foreløbig er det kun Niels – min mand – og jeg, der står for hele driften, og vi har lige nu i opstartsfasen fuld fokus på aktiviteten.
-Starten har absolut levet op til forventningerne, så jeg er optimister omkring initiativet, slutter Lone Pilely.

henning@dinlokaleugeavis


PÅ FORSIDEN LIGE NU

NYHEDER 23. AUG 2016 KL. 08:29
40 års fødselsdag

40 års fødselsdag


Flere nyheder